Egernet og pindsvinet deler nødder

Dybt inde i skoven, hvor bladene var begyndt at blive røde og gyldne, boede et lille egern, der hed Nøs. Nøs var meget flittig. Hele efteråret havde han samlet nødder og gemt dem i et hul i det store egetræ.

En aften, da det var blevet rigtig koldt, og den første rim lagde sig på græsset, hørte Nøs en lille snøftende lyd nede ved roden af træet.

Han kiggede ned. Der lå et lille pindsvin, helt sammenrullet til en kugle, og rystede af kulde.

“Hvem er du?” spurgte Nøs.

“Jeg hedder Pip,” sagde pindsvinet med en lille, rystende stemme. “Jeg er kommet for sent. Jeg nåede ikke at finde nok mad og en lun plads, før kulden kom. Nu er jeg både sulten og frossen.”

Nøs så på det lille, rystende pindsvin. Han tænkte på alle de nødder, han havde samlet. Han havde virkelig mange. Måske flere, end han selv kunne spise hele vinteren.

“Vent her,” sagde Nøs og pilede op i træet. Han kom tilbage med tre fine nødder mellem poterne. “Værsgo. Du må få dem.”

Pip kiggede forbavset op. “Vil du virkelig dele dine nødder med mig?”

“Selvfølgelig,” sagde Nøs. “Jeg har masser. Og en ven, der fryser og sulter, kan jeg da ikke bare lade ligge.”

Pip spiste de tre nødder, og for hver bid blev han lidt mindre sulten og lidt gladere. Men han rystede stadig af kulde.

“Du har stadig koldt,” sagde Nøs bekymret. “Min rede er for lille til os begge to. Hvad skal vi gøre?”

Pip tænkte sig om. “Jeg kan ikke klatre op i træet,” sagde han. “Men jeg ved, hvordan man bygger en lun rede af blade. Hvis du kaster blade ned til mig, kan jeg lave et varmt hus til os begge nede ved roden.”

Det var en god plan. Nøs løb rundt i træet og rystede en masse tørre, gyldne blade ned. Og Pip, der var en mester i at bygge bladrede, samlede dem i en stor, blød bunke nede ved roden og gravede en hyggelig hule i midten.

Da redet var færdigt, kravlede de begge to ind. Nøs lagde sig i den ene side, Pip i den anden, og bladene holdt al varmen inde.

“Se,” sagde Pip varmt og glad. “Du delte dine nødder, og jeg byggede en rede. Sammen har vi både mad og et lunt hjem.”

“To venner har altid mere end én alene,” sagde Nøs og gabte.

Udenfor blev natten kold og klar. Rimen glimtede på græsset som tusind små stjerner. Men inde i den lune bladrede var der varmt og trygt.

Nøs og Pip krøllede sig sammen, mætte og varme. Vinden susede stille gennem egetræet, og et enkelt blad dalede langsomt ned og lagde sig som et tæppe over dem begge.

Og de to nye venner faldt i søvn helt tæt sammen, mens skoven sov omkring dem.

Sov godt, lille ven. En god ven gør altid en kold nat varm.

Godnat.