Fuglen der hjalp sin ven

Højt oppe i et stort træ boede to små fugle, der var bedste venner. Den ene hed Kvidre, og den anden hed Pip. De fløj sammen hele dagen, sang sammen om morgenen og sov altid på den samme gren om natten.

En sen eftermiddag, da de fløj hjem efter en dag fuld af leg, var Pip uheldig. Han fløj lidt for tæt på en gren, slog sin vinge og dalede ned til jorden med et lille pift.

“Av!” sagde Pip og holdt sin vinge tæt ind til kroppen. “Min vinge gør ondt. Jeg kan ikke flyve.”

Kvidre fløj straks ned og landede ved siden af sin ven. “Hvor slemt er det?” spurgte hun bekymret.

“Jeg tror bare, den skal hvile sig lidt,” sagde Pip tappert, men han var ked af det. “Men det bliver snart mørkt, og jeg kan ikke komme op i vores trygge træ. Jeg må blive hernede på jorden helt alene i nat.”

Kvidre kiggede op mod deres lune gren højt oppe i træet. Der var varmt og sikkert deroppe. Men hun kiggede på sin ven, der sad på den kolde jord og ikke kunne flyve.

“Du skal ikke være alene,” sagde Kvidre bestemt. “Jeg bliver hos dig.”

“Men du kan jo godt flyve op til den trygge gren,” sagde Pip. “Du behøver ikke blive hernede.”

“En ven flyver ikke væk, når den anden har det svært,” sagde Kvidre. “Jeg bliver lige her ved siden af dig hele natten.”

Så fandt de en lun lille fordybning mellem rødderne ved foden af træet, hvor der var læ for vinden. Kvidre samlede bløde fjer og tørt mos og lavede et lille rede, så de begge to kunne ligge varmt. Hun lagde sig helt tæt op ad Pip og bredte sin vinge ud over hans ømme skulder.

“Tak fordi du blev,” hviskede Pip. “Det er meget mindre skræmmende, når du er her.”

Hele natten passede Kvidre på sin ven. Hver gang Pip vågnede, var Kvidre der lige ved siden af ham, varm og tryg. Og langsomt, mens natten gik, holdt Pips vinge op med at gøre så ondt.

Da morgenen kom, og solen lyste blødt mellem træerne, prøvede Pip forsigtigt at flytte sin vinge. Den var blevet meget bedre. Han baskede lidt, og se! Han kunne flyve igen, bare langsomt og forsigtigt.

“Du kan flyve!” jublede Kvidre.

Sammen fløj de op til deres trygge gren højt oppe i træet, Pip langsomt og Kvidre lige ved siden af, så han ikke skulle flyve alene.

Da de senere sad sammen på grenen i den varme morgensol, lænede Pip sig ind mod sin ven.

“Du blev hos mig hele natten,” sagde han. “Det glemmer jeg aldrig.”

“Det gør venner,” sagde Kvidre blidt. “Vi bliver hos hinanden, både når det er let, og når det er svært.”

Sov nu sødt, lille ven. En sand ven bliver ved din side, lige meget hvad.

Godnat.