Lillebror lærer at cykle

Det var en stille sommeraften. Solen var ved at gå ned bag husene og farvede himlen lyserød og gylden. På den lange, flade grusvej stod to brødre med en lille rød cykel.

Den lille hed Otto, og han var fem år. Han havde lige fået sine støttehjul taget af, og nu skulle han prøve at cykle helt selv for første gang. Men han var lidt nervøs.

“Hvad nu hvis jeg vælter?” spurgte Otto.

Hans storebror Frederik var ni og kunne cykle som vinden. Han bøjede sig ned og kiggede sin lillebror i øjnene. “Så rejser vi os bare op igen,” sagde han roligt. “Alle vælter, når de lærer det. Det gjorde jeg også. Men jeg løber ved siden af dig hele tiden. Jeg holder fast i din saddel, så du ikke falder. Du skal bare træde i pedalerne.”

Otto satte sig op på cyklen. Frederik tog godt fat i sadlen bagved.

“Er du klar?” spurgte Frederik.

“Klar,” sagde Otto, selvom hans mave kriblede lidt.

Og så trådte Otto i pedalerne, og cyklen begyndte at rulle. Frederik løb ved siden af og holdt fast, så cyklen ikke væltede. “Sådan!” råbte han. “Du gør det jo helt rigtigt! Bliv ved med at træde!”

Otto trådte og trådte. Vinden kildede ham i håret. Det føltes vidunderligt. Og hele tiden kunne han mærke sin storebrors hånd, der holdt fast bagved.

De kørte op og ned ad vejen mange gange. Hver gang Otto blev usikker, sagde Frederik bare: “Jeg er her. Jeg holder fast. Bare træd videre.” Og så turde Otto godt.

Men det, Otto ikke vidste, var, at Frederik for længe siden havde sluppet sadlen. Otto havde cyklet helt selv hele vejen ned ad vejen, mens Frederik bare løb ved siden af og smilede.

Da de nåede enden, råbte Frederik: “Otto! Kig bagud! Jeg holder slet ikke fast! Du cykler helt selv!”

Otto kiggede tilbage. Og det passede. Han bremsede forsigtigt, satte foden i jorden, og hans ansigt lyste op som solen.

“Jeg cyklede! Jeg cyklede helt selv!” jublede han.

“Det gjorde du,” sagde Frederik stolt og gav ham et stort knus. “Jeg vidste, du kunne. Du skulle bare turde.”

De skubbede cyklen hjem sammen, mens stjernerne kom frem en efter en. Otto var så stolt og så glad, at han næsten ikke kunne stå stille.

Senere, da Otto lå i sin seng, tænkte han på den dejlige følelse af at suse af sted med vinden i håret. Og han tænkte på sin storebror, der havde løbet ved siden af ham hele vejen, indtil han turde flyve helt selv.

“Tak, Frederik,” hviskede han ud i mørket.

Og fra værelset ved siden af hørte han Frederik svare blidt: “Godnat, lille cykelmester.”

Sov godt, lille ven. Med en god hjælper ved sin side tør man godt prøve noget nyt.

Godnat.