Mariehønen og myren bygger bro

I en stor, grøn have boede en lille mariehøne, der hed Prik, og en flittig myre, der hed Krible. De var gode venner og legede ofte sammen mellem græsstråene.

En sen eftermiddag var de gået langt væk hjemmefra, helt ud til den anden ende af haven, hvor de havde fundet de saftigste bladlus og de sødeste dråber morgendug.

Men da de skulle hjem, opdagede de noget. Mens de havde leget, var det begyndt at regne lidt, og lige foran dem, midt på stien hjem, var der nu en kæmpestor vandpyt. For en mariehøne og en myre var den så stor som en hel sø.

“Vi kommer aldrig over,” sukkede Krible. “Jeg kan ikke svømme, og det bliver snart mørkt.”

Prik tænkte sig om. Mariehøner kan flyve. Men myrer kan ikke. Hun kiggede på sin lille ven, der så bekymret ud.

“Jeg kunne flyve over,” sagde Prik. “Men jeg lader dig ikke blive her alene. Vi finder en måde, hvor vi begge to kommer over.”

De kiggede sig omkring. Ved kanten af pytten lå et langt, smukt efterårsblad, brunt og tørt.

“Jeg har en idé,” sagde Krible, der var rigtig god til at bygge ting. “Hvis vi kan få det blad ud på vandet, kan det være en lille båd. Du kan flyve over og trække i den ene ende, og jeg kan skubbe fra denne side.”

Sammen slæbte de bladet hen til vandkanten og skubbede det ud. Det flød fint på vandet, ligesom en lille båd. Krible kravlede forsigtigt op på bladet.

Så fløj Prik over til den anden side med en lang græsstrå i munden. Hun rakte den ene ende ud til Krible, der greb fat, og så trak Prik forsigtigt bladbåden hen over vandet, mens Krible holdt fast.

Langsomt gled den lille bladbåd over den store pyt, med myren ombord og mariehønen, der trak forsigtigt. Og lige før solen forsvandt bag hækken, nåede de den anden bred.

“Vi gjorde det!” jublede Krible og hoppede i land. “Sammen!”

“Du kunne bygge båden, og jeg kunne flyve,” sagde Prik glad. “Hver for sig var vi gået i stå. Men sammen kom vi over.”

De skyndte sig hjem ad stien, mens de første stjerner kom frem på himlen. Da de nåede frem til det store græsstrå, hvor de boede tæt ved hinanden, var de begge to trætte men glade.

“Godnat, Krible,” sagde Prik og foldede sine små vinger ind.

“Godnat, Prik,” sagde Krible og krøllede sig sammen.

Og den lille mariehøne og den flittige myre faldt i søvn i den stille, dryppende have, mens månen lyste blødt over den store vandpyt, de havde besejret sammen.

Sov nu sødt, lille ven. Med en god ven ved sin side kan man komme over alting.

Godnat.