Musen og elefanten

På den varme savanne, hvor græsset var højt og gult, boede den mindste mus i hele verden. Hun hed Mille og var så lille, at hun kunne sove i en blomst.

En dag, mens Mille pilede gennem græsset, mærkede hun jorden ryste. Bom. Bom. Bom. Hun kiggede op, og højt, højt oppe over hende stod den allerstørste elefant, hun nogensinde havde set. Elefanten hed Egon.

“Pas på!” piftede Mille. “Du står næsten på mig!”

Egon kiggede ned og blev helt forskrækket. “Undskyld, lille ven! Jeg så dig slet ikke. Du er så lillebitte, og jeg er så stor.”

Mille var lidt skuffet. “Vi kan nok ikke være venner,” sagde hun. “Du er kæmpestor, og jeg er bittelille. Vi passer slet ikke sammen.”

Men Egon satte sig forsigtigt ned i græsset, langt væk fra Mille, så han ikke kom til at træde på hende. “Det tror jeg nu godt, vi kan,” sagde han venligt. “Lad os prøve.”

Og det viste sig, at de passede vidunderligt sammen. For hver gang Mille ikke kunne nå noget, løftede Egon hende op med sin lange snabel. Og hver gang Egon havde noget i øjet eller en torn i foden, kunne lille Mille kravle helt derhen og hjælpe ham, hvor hans store fødder slet ikke kunne nå.

En dag kom der en stor tørn ind i et af Egons ører, helt langt inde, hvor han umuligt kunne nå den. Det kildede og gjorde ondt, og Egon kunne ikke sove om natten.

“Lad mig hjælpe,” piftede Mille. Hun kravlede helt ind i Egons store øre, fandt det lille fnug og trak det ud. “Nu er det væk!”

“Åh, tak!” trompetede Egon lykkeligt. “Ingen anden i hele savannen kunne have gjort det. Kun min lille ven.”

Og en anden gang, da Mille ikke kunne komme over en bred flod, lod Egon hende sidde højt og tørt oppe på sit hoved og bar hende forsigtigt over.

“Ser du,” sagde Egon. “Du kan ting, jeg ikke kan. Og jeg kan ting, du ikke kan. Det er derfor, vi er så gode venner.”

Mille smilede sit lille musesmil. Hun havde taget helt fejl i begyndelsen. Størrelse betød slet ikke noget. Det betød noget, at man var god mod hinanden.

Da aftenen kom, og solen sank stor og orange ned bag savannen, lagde Egon sig til at sove i det høje græs. Og lille Mille kravlede op og lagde sig til at sove på den blødeste plet af alle: oven på Egons store, varme øre.

“Godnat, min lille ven,” sagde Egon blidt.

“Godnat, min store ven,” piftede Mille.

Og savannens største og mindste dyr faldt i søvn sammen under den klare stjernehimmel, helt trygge ved hinanden.

Sov nu sødt, lille ven. De bedste venner behøver slet ikke ligne hinanden.

Godnat.