Ræven og haren deler hulen

I udkanten af en stor skov lå en lun hule under et gammelt egetræ. Der boede en lille ræveunge, der hed Rusk. Hulen var blød og varm, lige akkurat stor nok til en lille ræv.

En aften begyndte det at regne. Først lidt, så mere, og snart silede regnen ned mellem træerne, og vinden blæste koldt. Rusk krøllede sig sammen i sin lune hule og var glad for, at han havde tørt og varmt.

Men så hørte han en lyd udenfor. Det var en lille, rystende stemme.

“Er der nogen? Må jeg komme i ly? Jeg er gennemblødt og fryser.”

Rusk kiggede ud. Udenfor i regnen stod en lille hareunge med våde ører og rystende poter. Den så meget kold og forfrossen ud.

Rusk tøvede et øjeblik. Hulen var jo ikke ret stor. Og en ræv og en hare … plejede de overhovedet at være venner? Men da han så på den lille våde hare, der frøs så meget, kunne han slet ikke lade den blive ude i regnen.

“Kom indenfor,” sagde Rusk og rykkede til side. “Der er nok plads, hvis vi rykker lidt sammen.”

Haren hoppede taknemmeligt ind i den tørre hule. “Tak,” sagde den og rystede vandet af pelsen. “Jeg hedder Snip. Jeg blev væk fra min familie i regnen og kunne ikke finde hjem.”

“Jeg hedder Rusk,” sagde ræveungen. “Du kan blive her, til regnen holder op.”

De to dyreunger lagde sig tæt sammen i den lune hule. Snip var stadig kold, så Rusk lagde sin bløde, varme rævehale hen over hareungen som et tæppe. Langsomt holdt Snip op med at ryste, og det blev varmt og hyggeligt for dem begge.

“Det var pænt af dig at lukke mig ind,” sagde Snip. “Mange ræve ville ikke have gjort det.”

“Det var jo bare ikke rigtigt at lade dig blive ude i kulden,” sagde Rusk. “Det er rart at have selskab. Hulen virker mindre tom, når vi er to.”

Udenfor trommede regnen blødt mod bladene, plip-plop, plip-plop. Vinden susede i træet over dem. Men inde i den lune hule var der varmt og trygt.

De to dyreunger lå tæt sammen og fortalte hinanden små historier, til de begge to blev meget søvnige.

“I morgen, når det er lyst, hjælper jeg dig med at finde hjem til din familie,” sagde Rusk søvnigt.

“Tak, Rusk,” gabte Snip. “Du er en rigtig god ven.”

Og den lille ræveunge og den lille hareunge faldt i søvn helt tæt sammen, mens regnen sang sin blide vuggesang over skoven, og den lune hule holdt dem begge varme og trygge.

Sov nu sødt, lille ven. Der er altid plads til en til, når hjertet er stort.

Godnat.