Søskende bygger en hule

Det havde regnet hele dagen. Vandet løb ned ad ruderne, og himlen var grå. Ude kunne man slet ikke lege, og Vilma og hendes lillebror Noah keder sig lidt.

“Jeg ved, hvad vi skal lave,” sagde Vilma pludselig. Hun var otte år og fuld af gode idéer. “Vi bygger en hule!”

Noah, der var fem, klappede i hænderne. “Ja! En kæmpehule!”

Sammen samlede de alle tæpperne i huset. De trak en stor stol hen til sofaen og lagde det største tæppe over begge dele, så det blev til et tag. De stillede puder rundt om kanterne som vægge. Og inde i hulen lagde de alle de bløde puder og den lyserøde sovepose.

“Vi skal bruge en lygte,” sagde Noah. “Så vi kan se i mørket.”

“God idé,” sagde Vilma og hentede den lille lommelygte fra køkkenskuffen.

Da hulen var færdig, kravlede de begge to ind. Indeni var der dunkelt og lunt og hemmeligt. Lommelygten lyste blødt op i tæppetaget, så det lignede en lille, varm hule midt i en stor skov.

“Det er den bedste hule i hele verden,” hviskede Noah.

De legede, at de var to opdagelsesrejsende, der havde fundet ly i en hule på et fjernt bjerg. Udenfor regnen sang mod ruderne, og det lød præcis som en storm i bjergene. De spiste smør med på et fad, som om det var rejseproviant, og de fortalte hinanden historier om alle de eventyr, de havde været på.

Da det blev aften, kom mor ind og kiggede til dem. “Sikke en flot hule,” sagde hun smilende. “Skal I sove i den i nat?”

“Ja!” råbte de begge to.

Så hjalp mor dem med at lægge dynerne ind i hulen, og de børstede tænder og tog nattøj på og kravlede tilbage ind i deres hemmelige hule.

Vilma og Noah lå tæt sammen i den bløde sovepose. Lommelygten lyste svagt. Udenfor regnen var blevet til en stille, blød lyd, der dryppede roligt fra taget.

“Tak fordi du fandt på hulen,” sagde Noah søvnigt. “Det var den bedste dag.”

“Vi fandt på den sammen,” sagde Vilma og lagde sin arm om sin lillebror. “Det er sjovere at lege, når vi er to.”

Noah gabte stort. Hans øjne blev tunge. Lommelygtens lille lys blinkede blødt over tæppetaget.

“Godnat, Vilma,” mumlede han.

“Godnat, Noah,” hviskede hun og slukkede forsigtigt lygten.

Og de to søskende faldt i søvn helt tæt sammen i deres hjemmelavede hule, mens regnen sang sagte udenfor, og hele huset var stille og trygt omkring dem.

Sov nu sødt, lille ven. De fineste eventyr finder man sammen, helt hjemme i sin egen stue.

Godnat.