Storesøster og den mørke gang

Det var sengetid i det lille gule hus. Far havde slukket lyset i stuen, og mor havde sagt godnat. Nu skulle Viggo bare op ad trappen og hen ad gangen til sit værelse.

Men gangen var mørk. Og Viggo var kun fire år.

Han stod nederst på trappen og kiggede op. Oppe i mørket kunne han ikke se sin seng. Han kunne ikke engang se sin dør. Han kunne kun se en lang, mørk gang, der så meget længere ud om natten end om dagen.

“Jeg kan ikke,” hviskede Viggo. Hans nederste læbe begyndte at dirre.

Da kom hans storesøster Asta ud fra sit værelse i sin natkjole. Hun var seks, næsten syv, og hun var slet ikke bange for gangen.

“Hvad er der, Viggo?” spurgte hun blidt.

“Gangen er for mørk,” sagde Viggo. “Jeg tør ikke gå derhen alene.”

Asta tænkte sig om. Hun huskede, at hun selv havde været bange for den samme gang engang. Så satte hun sig ned på trappen ved siden af sin lillebror.

“Ved du hvad,” sagde hun. “Mørket er bare luft, vi ikke kan se igennem. Der er ikke noget i det. Det er den samme gang som om dagen, hvor du render frem og tilbage med dine biler.”

Viggo nikkede lidt. Det havde han ikke tænkt på.

“Og,” sagde Asta, “jeg går med dig. Vi holder hinanden i hånden hele vejen. Skal vi tælle skridtene?”

Viggo lagde sin lille hånd i sin søsters hånd. Den var varm og fast. Sammen rejste de sig og begyndte at gå op ad trappen.

“Et,” talte de. “To. Tre.” For hvert skridt blev mørket lidt mindre skræmmende. “Fire. Fem.”

De gik ned ad gangen sammen, helt rolige, hånd i hånd. Viggo kunne mærke, at Asta slet ikke var bange, og så blev han heller ikke så bange mere.

“Seksten. Sytten. Atten,” talte de, og så var de fremme ved Viggos dør.

Asta tændte den lille natlampe, der lyste blødt og gult som en lille måne. Værelset blev hyggeligt med det samme. Viggo kravlede op i sin seng, og Asta trak dynen op om ham.

“Tak, Asta,” sagde Viggo søvnigt.

“Det var så lidt, lillebror,” sagde hun og gav ham et kys på panden. “Hvis du bliver bange igen, er mit værelse lige ved siden af. Bank bare tre gange på væggen, så banker jeg tilbage.”

Viggo bankede tre gange på væggen. Bank, bank, bank. Og fra den anden side hørte han Asta banke tilbage. Bank, bank, bank. Det betød: jeg er her.

Viggo smilede og lukkede øjnene. Gangen var ikke skræmmende mere. For han vidste, at hans store søster sov lige ved siden af, klar til at banke tilbage.

Sov godt, lille ven. Nogen passer altid på dig i mørket.

Godnat.