Tvillingerne og det sidste æble

Der var engang to tvillinger, der hed Sofus og Sigrid. De var lige gamle, lige høje, og de elskede de samme ting. Allermest elskede de søde, røde æbler fra træet i haven.

En sen sommereftermiddag løb de ud til æbletræet for at finde noget at spise. Men hele træet var tomt. Far havde plukket alle æblerne, og der var kun ét eneste tilbage, helt oppe på den øverste gren.

Det var et stort, blankt, rødt æble. Det fineste af dem alle.

Sofus klatrede op og plukkede det. Han holdt det i hånden og kiggede på det. Sigrid stod nedenunder og kiggede op.

“Det er det sidste æble,” sagde Sofus.

“Og vi vil begge to have det,” sagde Sigrid.

De kiggede på æblet. De kiggede på hinanden. Sofus tænkte, at han godt kunne spise det hele selv, for han havde jo plukket det. Men når han kiggede på sin søster, kunne han slet ikke få sig selv til at spise det foran hende.

“Det ville ikke være rart,” sagde Sofus langsomt, “hvis kun den ene af os fik æblet, og den anden måtte se på.”

“Nej,” sagde Sigrid. “Det ville ikke være rart.”

De tænkte og tænkte. Hvordan kunne de begge to få noget af det fine æble, så ingen blev ked af det?

Da fik Sigrid en idé. “Vi spørger far om en kniv,” sagde hun. “Så kan vi skære det lige over på midten. Halvdelen til dig og halvdelen til mig.”

“Men hvem skal skære?” spurgte Sofus. “Hvad nu hvis den ene halvdel bliver større?”

Sigrid smilede klogt. “Du skærer,” sagde hun. “Og så vælger jeg, hvilken halvdel jeg vil have. Så gør du dig umage med at skære det helt lige.”

Det var en rigtig god idé. Far hjalp dem med kniven. Sofus skar æblet så lige og forsigtigt, som han overhovedet kunne, så de to halvdele blev helt ens. Og så fik Sigrid lov at vælge først, og Sofus tog den anden halvdel.

De satte sig på trappen i den varme aftensol og spiste hver sin halvdel af det fine, søde æble. Det smagte vidunderligt.

“Var det ikke godt, vi delte?” sagde Sigrid med saft om munden.

“Jo,” sagde Sofus. “Nu blev vi begge to glade i stedet for kun den ene.”

Solen gik ned, og himlen blev gylden. Tvillingerne sad tæt sammen på trappen, mætte og tilfredse, og kiggede på de første stjerner, der tittede frem.

Da de senere lå i deres to senge ved siden af hinanden, gabte Sigrid og sagde: “Godnat, Sofus. Tak fordi du skar så lige.”

“Godnat, Sigrid,” gabte Sofus. “Tak fordi du fik den gode idé.”

Og de to tvillinger faldt i søvn med smagen af sødt æble og en god, varm følelse i maven.

Sov nu sødt, lille ven. Når man deler ligeligt, bliver alle glade.

Godnat.