I sne står urt og busk i skjul

I sne står urt og busk i skjul er en vintersang af B.S. Ingemann fra 1831 med melodi af J.P.E. Hartmann. En lille fugl sidder på en kvist uden for den frosne rude og synger “giv tid”, og derfor kendes sangen også under titlen “Giv tid”. Her finder du første vers og historien bag.

Historien bag sangen

Ingemann satte digtet ind i eventyret Huldregaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr fra 1831. Ifølge Højskolesangbogen var bogen hans svar på den hårde kritik af hans historiske romaner, og den viser hans livssyn: lyset og mørket kæmper, men lyset vinder til sidst. I bogen præsenteres strofen som noget, han skrev en kold februarmorgen, mens en lille fugl kvidrede uden for vinduet.

Højskolesangbogen sammenligner sangen med Steen Steensen Blichers “Det er hvidt herude” fra samme årti. Hos Blicher står digteren ude i sneen, mens Ingemann sidder inde i varmen og kigger ud på kulden “derude”.

Vinteren og lyset i sangen

I første vers er alt dækket af sne, men fuglen synger alligevel. De næste vers gentager “giv tid”: hver kvist får blade, og livets træ bliver grønt igen. I tredje og fjerde vers bliver vinteren et billede på døden, som Ingemann kalder en vinterblund, der afløses af et evigt forår.

Sådan synger I den ved sengetid

Sangen passer til de mørke vinteraftener. Kig gerne ud ad vinduet sammen med barnet før I synger, og tal om fuglene, der sidder ude i kulden og venter på foråret. En anden sang om en lille fugl i vinterkulden er Spurven sidder stum bag kvist, og en kort vinterhistorie om et hi under sneen kan følge efter.

Tekst

I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude, dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude.

Vil I have flere blide sange til sengekanten, så kig forbi vores samling af godnatsange eller læs en rolig godnathistorie. Holder I af Ingemanns salmer, kan I også synge Storken sidder på bondens tag og Fred hviler over land og by.

Kilder

• Højskolesangbogen: I sne står urt og busk i skjul
• Wikipedia: I sne står urt og busk i skjul