Musen der byggede en blød rede

I en kornmark, mellem de høje, gyldne strå, boede en lille markmus, der hed Molly. Hun var så lille, at hun kunne gemme sig under et enkelt blad, og hun havde en hale så tynd som en græsstrå.

Molly skulle bygge en ny rede. Den gamle var blevet for lille, og nu ville hun lave den blødeste, lunest rede i hele marken.

Hele dagen samlede hun de fineste ting, hun kunne finde.

Hun fandt et stykke blødt mælkebøttefnug, så let, at det næsten fløj væk. “Det er perfekt,” piftede hun og bar det forsigtigt hjem.

Hun fandt en lille tot uld, der hang på et hegn. Den var varm og blød, og Molly måtte trække og trække for at få den løs. Men det lykkedes, og hun slæbte den hele vejen hjem.

Hun fandt nogle tørre græsstrå, der bøjede sig blødt, og et lille stykke fjer, en fugl havde tabt. Hun fandt mos, der var grønt og kølende, og lidt blød frøuld fra et siv.

Lag for lag byggede Molly sin rede. Hun lagde græsstråene i bunden. Så ulden. Så mosset. Og øverst, allerblødest af alt, mælkebøttefnugget og den lille fjer.

Da aftenen kom, og solen sank ned over marken, var reden færdig. Den var rund og lun og så blød, at man sank lidt ned i den.

Molly kravlede ind i sin nye rede. Åh, hvor var den dejlig. Det var som at ligge i en lille sky. Ulden var varm, mosset var blødt, og fjeren kildede hende lige akkurat lidt på snuden.

Udenfor susede kornet stille i aftenvinden. Stjernerne kom frem over marken. Og Molly, der havde arbejdet så flittigt hele dagen, blev meget, meget træt.

Hun trak fnugget op om sig som et lille tæppe og krøllede sig sammen til en lille brun bold.

“Det her,” gabte hun lykkeligt, “er det blødeste sted i hele verden.”

Og dybt nede i sin lune rede, mellem de gyldne kornstrå, faldt den lille mus i søvn, varm og tryg og helt tilfreds.

Sov godt, lille Molly. Din bløde rede passer på dig.