Søløven på den varme klippe

Ude ved havet, hvor bølgerne ruller ind mod en stor, flad klippe, boede en lille søløveunge, der hed Sigge. Han var rund og brun og glat, og han havde to store, mørke øjne, der altid så lidt nysgerrige ud.

Hele dagen havde Sigge leget. Han havde gledet ned fra klippen og plumpet ned i det kølige vand med et stort plask. Han havde dykket og snurret rundt mellem bølgerne, hurtig og glat som en fisk. Og han havde svømmet kapløb med de andre søløveunger, indtil de alle sammen var helt forpustede.

Men nu var solen ved at gå ned. Den farvede himlen orange og lyserød, og luften blev køligere. Sigge mærkede, hvor træt han var efter den lange dag i vandet.

“Nu vil jeg op til mor,” sagde han.

Han svømmede ind mod klippen og kravlede op af vandet med sine bløde luffer. Klippen var stadig dejlig varm fra solen, der havde skinnet på den hele dagen. Og der lå hans mor, stor og blød og rolig, og ventede på ham.

Sigge vraltede hen til hende og lagde sig helt tæt ind til hendes varme side. Hun var blød som en stor, varm pude. Hun lagde sin luffe blidt om ham, så han lå godt og lunt.

“Har du haft en god dag, lille Sigge?” spurgte hans mor stille.

“Ja,” gabte Sigge. “Jeg har svømmet helt vildt langt.”

Nede ved klippens fod rullede bølgerne roligt ind. Plask. Brus. Plask. Brus. Det var en blød lyd, som om havet sang en lille vuggevise. Solen sank ned bag havets kant, og de første stjerner kom frem på himlen.

Sigge mærkede sin mors varme krop hæve og sænke sig, hver gang hun trak vejret. Op og ned. Op og ned. Det var roligt og trygt og varmt.

Hans øjne blev tunge. Bølgerne brusede blidt. Klippen var varm under ham, og hans mor var blød ved siden af ham.

“Godnat, mor,” hviskede Sigge.

“Godnat, min lille ven,” hviskede hun tilbage og lagde sin luffe lidt tættere om ham.

Og på den varme klippe, helt tæt ved sin mor, mens havet brusede blidt nedenfor, faldt den lille søløveunge i søvn.

Sov sødt, lille Sigge. I morgen venter bølgerne på dig igen.