Blæksprutten der skiftede farve

I en lun lille hule mellem nogle sten på havets bund boede en blæksprutte, der hed Otto. Han havde otte bløde arme og store, runde øjne, og han kunne noget helt særligt: Han kunne skifte farve.

Når Otto var glad, blev han lyserød. Når han legede, blev han orange og gul i striber. Og når han gemte sig, blev han præcis lige så grå som stenene omkring ham, så ingen kunne se ham.

Hele dagen havde Otto svømmet rundt i det blå vand. Han havde brugt sine otte arme til at samle små, glatte sten, som han lagde foran sin hule. Han havde gledet hen over sandet og leget med en venlig fisk. Og han havde skiftet farve igen og igen, alt efter hvad han mærkede.

Men nu blev vandet køligt og mørkt. Solens lys fra oven blev svagere og svagere, og hele havet blev roligt.

“Nu skal jeg hjem i min hule,” sagde Otto.

Han svømmede hen til sin lune lille hule mellem stenene. Han krøb ind, helt blidt, og lagde sine otte bløde arme rundt om sig selv, så han blev til en lille, rund klump.

Og så skete der noget. Helt af sig selv begyndte Otto langsomt at skifte farve. Han blev ikke længere lyserød eller gul. Han blev blød og dyb og blå, ligesom havet om natten. Det var hans sovefarve.

Op over hulen svømmede vandet stille forbi. En lille fisk gled hjem til sin egen plads. Sandet på bunden lå blødt og glat. Og langt deroppe lyste månen ned gennem vandet med et svagt, sølvfarvet skær.

Otto trak sine arme tættere ind til sig. Han følte sig blød og varm og helt tryg i sin lune hule. Hans store, runde øjne blev tunge.

“Godnat, hav,” hviskede han. “Godnat, sten. Godnat, små fisk.”

Han skulle ikke skifte farve mere i nat. Han skulle bare blive ved med at være blød og blå og rolig. Hans otte arme lå helt stille. Vandet vuggede ham ganske blidt.

Og i sin lune lille hule mellem stenene, blød og blå som havet om natten, faldt den lille blæksprutte i søvn.

Sov godt, lille Otto. I morgen skal du skifte alle de smukke farver igen.