Den lille gravko der skulle i seng

På en stor byggeplads i udkanten af byen stod en lille gul gravko. Den hed Gunnar, og den havde arbejdet hele dagen.

Gunnar elskede at grave. Han havde gravet store huller og flyttet bunker af jord og løftet tunge sten med sin stærke skovl. Vrum, vrum, havde motoren brummet hele dagen. Skraber, skraber, havde skovlen lydt.

Men nu var solen ved at gå ned. Himlen blev orange og lyserød over byggepladsen. Og Gunnar mærkede, at hans motor blev langsommere og langsommere.

“Pyha,” sagde Gunnar og gabte med sin store skovl. “Jeg er så træt i dag. Jeg har gravet så meget.”

Den store kran ved siden af bøjede venligt sin lange arm ned. “Så er det også sengetid, lille Gunnar,” sagde kranen mildt. “Alle maskiner skal sove nu, så vi kan arbejde igen i morgen.”

Lastbilen, der havde kørt jord frem og tilbage hele dagen, parkerede pænt på sin plads. “Godnat, Gunnar,” brummede den. Og tromlen, der havde gjort vejen helt flad og glat, rullede stille hen i sit hjørne. “Godnat, godnat.”

Gunnar kørte langsomt hen til sin egen plads, lige ved siden af det store hul, han havde gravet. Han slukkede sine lygter, så det blev helt blødt og mørkt. Og han sænkede sin tunge skovl ganske langsomt ned mod jorden, indtil den hvilede helt.

“Nu lægger jeg min skovl til at sove,” sagde Gunnar søvnigt. “Og så lægger jeg mig selv til at sove.”

Hans motor blev helt stille. Ikke mere vrum. Ikke mere skraber. Bare den dybe, rolige stilhed, der falder over en byggeplads, når dagen er forbi.

Månen kom frem og lyste blidt ned over alle maskinerne. Den gule gravko, den store kran, lastbilen og tromlen stod side om side og hvilede. De havde arbejdet godt i dag, og nu sov de godt.

En lille kat listede hen over pladsen og krøb op i Gunnars varme skovl og rullede sig sammen der. Og Gunnar drømte om alle de fine huller, han skulle grave i morgen.

Sov nu godt, lille ven, ligesom Gunnar gravko. Du har også været flittig i dag. Nu må du hvile, helt stille og trygt. Godnat.