Krabben der fandt sit hus

På bunden af et lavt, varmt hav gik en lille eremitkrebs sidelæns hen over sandet. Han hed Konrad, og han bar sit hus med sig overalt, ligesom alle eremitkrebs gør. Hans hus var en tom sneglehus, som han havde krøbet ind i.

Men Konrad var vokset. Hans gamle sneglehus var blevet for lille, og det klemte lidt om hans bløde bagdel.

“Jeg er nok nødt til at finde et nyt hus,” sagde Konrad og krøb sidelæns videre over sandet.

Hele dagen ledte han. Han fandt et hus, der var alt for stort - det slæbte tungt efter ham. Han fandt et hus med et hul i bunden - det duede slet ikke. Og han fandt et hus, hvor der allerede boede en lille snegl, og det ville han bestemt ikke tage.

Konrad blev træt af at lede. Solen begyndte at gå ned, og lyset i vandet blev blødt og dunkelt.

“Jeg finder aldrig et hus,” sukkede han.

Men lige da, halvt begravet i det bløde sand, fik han øje på et smukt sneglehus. Det var lyst og blankt og snoede sig fint rundt og rundt. Konrad krøb hen til det og kiggede ind.

Det var tomt. Det var rent. Og det så ud til at have præcis den rigtige størrelse.

Forsigtigt krøb Konrad ud af sit gamle hus og gled hurtigt ind i det nye. Han skubbede sig på plads, snurrede lidt rundt og mærkede efter.

Det passede perfekt. Ikke for stramt. Ikke for løst. Lige til en lille krabbe.

“Åh,” sagde Konrad lykkeligt. “Det her er mit hus.”

Han trak sine ben ind under sig og lagde sig til rette i den bløde, runde bund. Rundt om ham blev havet stille. En fisk gled langsomt forbi. Vandet vuggede roligt over sandet, og månen lyste blødt ned gennem vandet.

Konrad følte sig så tryg i sit nye hus. Det var hans helt eget, og det var lige tilpas. Hans øjne blev tunge.

Vandet skvulpede blidt over hans nye sneglehus. Op og ned. Frem og tilbage. Helt roligt.

Og dybt nede på den stille havbund, lunt og trygt i sit perfekte nye hus, faldt den lille eremitkrebs i søvn.

Sov sødt, lille Konrad. Dit nye hus passer godt på dig hele natten.