Haren der talte til ti

På en blød eng, mellem høje strå og duftende kløver, boede en lille hare ved navn Hop. Han var hurtig og kvik og hoppede hele dagen lang. Men når aftenen kom, og det var tid til at sove, kunne lille Hop ikke ligge stille.

“Mor,” sagde han, “mine ben vil bare blive ved med at hoppe. Hvordan får jeg dem til at falde til ro?”

Mor hare smilede og lagde sig ned ved siden af ham i den lune rede af tørt græs. “Jeg skal lære dig en hemmelighed,” sagde hun blidt. “Vi tæller helt langsomt til ti, og for hvert tal slapper vi lidt mere af.”

“Hvordan gør man det?” spurgte Hop.

“Bare lyt og gør, som jeg siger,” hviskede mor hare. “Én. Vi lægger ørerne ned, helt blødt.”

Hop lagde sine lange ører ned. De havde hoppet og lyttet hele dagen, og nu føltes det rart at lade dem hvile.

“To. Vi lukker det ene øje. Tre. Vi lukker det andet.”

Hop lukkede begge øjne. Engen blev til en blød, mørk fornemmelse omkring ham.

“Fire. Vi trækker vejret langsomt ind. Fem. Og puster langsomt ud.”

Hop trak vejret dybt. Hans små poter blev tungere.

“Seks,” nynnede mor hare. “Vores ben bliver helt rolige. Syv. Vores ryg synker ned i det bløde græs.”

Hop mærkede, hvordan al hopperiet langsomt forsvandt ud af hans krop. Engen duftede sødt af kløver. Et sted langt væk sang en aftenfugl sin sidste, blide tone.

“Otte,” hviskede mor hare, nu helt sagte. “Vi er trygge og varme.”

Hops vejrtrækning blev dyb og rolig. Hans næse holdt op med at dirre.

“Ni,” mumlede mor hare.

Men inden hun nåede til ti, var lille Hop allerede faldet i en blød, tryg søvn. Hans ben lå helt stille i det varme græs, og et lille smil sad på hans harelæber.

Mor hare lagde sin pote blidt over ham og kiggede op på de første stjerner, der tittede frem over engen.

“Ti,” hviskede hun helt sagte. “Sov godt, lille Hop.”

Og over hele den stille eng lagde aftenen sig blødt, mens dyrene gik til ro et efter et.

Luk nu dine øjne, lille ven, og tæl helt langsomt med. Én… to… og søvnen kommer ganske af sig selv.