Pindsvinet der redte sengen af blade

Inde i den stille skov boede et lille pindsvin, der hed Pip. Pip var ikke ret stor, og hans pigge var bløde endnu, for han var kun et lille pindsvinebarn.

Det var ved at blive aften, og solen var allerede gledet ned bag træerne. Luften blev kølig, og Pip vidste, at det snart var sengetid. Men hvor skulle han sove?

Han travede af sted på sine små fødder, snusede til luften og kiggede sig omkring. Under en stor, gammel egetræsrod fandt han en lille hule. Den var lun og tør og helt perfekt. Men der var ingen seng.

“Her er koldt at ligge på den nøgne jord,” sagde Pip og gabte. “Jeg må have noget blødt at sove på.”

En lille markmus stak hovedet frem. “Hvad mangler du, Pip?”

“Jeg skal bruge en seng,” sagde Pip. “Men jeg ved ikke, hvordan man laver sådan en.”

Markmusen pippede glad. “Det hjælper jeg dig med. Vent her.”

Snart kom musen tilbage med en mund fuld af bløde mosbøjler. Og bag hende kom et egern med en hel armfuld tørre, gyldne blade. Og en lille fugl daskede ned med en dusk dun fra sin egen rede.

Sammen redte de en seng til Pip. Først lagde de mos i bunden, så det blev helt blødt. Så stablede de bladene op til en lun dyne. Og øverst lagde fuglen sit bløde dun, så det kildede behageligt mod Pips lille snude.

“Sikke en dejlig seng,” hviskede Pip og krøb ned i den. Bladene raslede så hyggeligt, og mosset var varmt mod hans mave.

“Tak, kære venner,” sagde han søvnigt. “Nu er jeg så tryg.”

Markmusen, egernet og den lille fugl sagde godnat og listede tilbage til deres egne reder. Og Pip rullede sig sammen til en lille kugle, sådan som pindsvin gør, og lukkede øjnene.

Udenfor begyndte natten at lægge sig over skoven. En ugle tudede helt blødt langt borte. Vinden susede sagte i bladene over hulen. Og i sin bløde bladeseng under den gamle rod lå det lille pindsvin og åndede roligt, ind og ud, ind og ud.

Sov nu godt, lille ven, ligesom Pip i sin bløde seng. Mærk din egen dyne om dig, varm og tryg. Det er nat nu, og alt er stille. Godnat.