Den lille gran, der ville pyntes

Yderst i skoven, hvor de store træer ikke nåede helt ud, stod et lille grantræ. Det hed Nålemis, og det var stadig ungt og lavt, med bløde grønne nåle og en helt spids top.

Om vinteren kunne Nålemis se langt ind mod byen. Hver aften lyste vinduerne op, og inde i stuerne stod store, pyntede juletræer. De funklede med kugler og lys og glimmer.

“Åh,” sukkede Nålemis. “Hvor ville jeg ønske, jeg var pyntet sådan. Med skinnende kugler og en stjerne på toppen. Jeg er bare et lille bart træ i en kold skov.”

En gammel ugle sad på en gren tæt ved. “Vent og se, lille gran,” hoede den blidt. “Julenatten har sin egen pynt.”

Den aften begyndte det at sne. Først ganske få fnug, så flere og flere. De lagde sig på Nålemis’ grene, helt blødt, som små hvide vanter. Hver nål fik en lille snehætte.

Da månen kom frem, blev sneen til sølv. Hele Nålemis glimtede og funklede, som om hundrede små lys var tændt på den. Frosten tegnede fine mønstre, smukkere end nogen glimmer.

Og højt oppe på himlen begyndte stjernerne at lyse. En stor, klar stjerne stod lige over Nålemis’ spidse top, så det så ud, som om træet havde fået sin helt egen julestjerne.

“Se nu,” hoede uglen sagte. “Du er det smukkeste træ i hele skoven.”

Nålemis turde næsten ikke trække vejret. Den var pyntet - ikke af mennesker, men af sneen, månen og himlen selv. Og det allerbedste var, at den stadig stod fast i sin egen skovbund, med rødderne dybt i den varme jord.

En lille hare hoppede forbi og søgte ly under Nålemis’ grene. En fugl satte sig til hvile i toppen. Nålemis stod stille og stolt og holdt af dem alle.

“Jeg er smuk, præcis som jeg er,” hviskede den lykkeligt. “Og jeg har endda gæster i julenat.”

Snart blev der helt fredeligt i skoven. Sneen faldt blidt, stjernen lyste trofast, og under Nålemis sov haren trygt og varmt.

Luk nu øjnene, lille ven. Et lille træ langt ude i skoven lyser sølvskinnende i julenatten, og alt er roligt og godt.